Mihrab (Bønneniche)

Mihrab (arabisk: محراب) er den halvmåneformede niche eller fordybning i moskéens mur, der angiver qibla-retningen (retningen mod Kabaen i Mekka). Imamen stiller sig i eller foran mihrab'en, når han leder fællesbønnen, og mihrab'en tjener som et visuelt referencepunkt for bederetningen.

Mihrab har en lang historie i islamisk arkitektur. De tidligste moskéer havde ikke mihrab — i stedet markerede en simpel linje eller sten qibla-retningen. Den formaliserede mihrab blev introduceret i det omajjadiske kalifat og blev hurtigt et centralt arkitektonisk element i alle moskéer. Mihrab'en er ofte det mest dekorerede element i moskéen, udsmykket med kalligrafi, geometriske mønstre og koranvers.

I shia-islam har mihrab en særlig symbolsk betydning, da den er forbundet med Imam Alis martyrdom. Imam Ali (fred være med ham) blev hugget med et forgiftet sværd af Ibn Muljam, mens han var i sujud (nedbøjning) i mihrab'en i Kufa-moskéen den 19. Ramadan 40 Hijri. Hans sidste ord var: "Fuztu wa Rabbil Ka'bah" (Jeg har sejret, ved Kabaens Herre!). Denne begivenhed giver mihrab en dyb emotionel resonans for shia-muslimer.

Koranen nævner mihrab i forbindelse med Profeten Zakaria: "Så englene kaldte på ham, mens han stod i bøn i mihrab'en" (Surah Aal-Imran 3:39). I dag er mihrab en uundværlig del af enhver moské, uanset størrelse eller stil. Selv i de simpleste bedesteder markeres qibla-retningen med et mihrab-lignende symbol. For den bedende er mihrab'en en visuel påmindelse om retningen mod Allahs hellige hus.