Måneobservation og Ramadans begyndelse

Hilal (arabisk: هلال) er betegnelsen for den tynde måneseg, der bliver synlig kort efter nymånen. I den islamiske kalender markerer observationen af hilal begyndelsen på en ny måned. Da den islamiske kalender er ren månekalender (lunar), består hver måned af enten 29 eller 30 dage, afhængigt af hvornår den nye hilal observeres.

Nymånen (konjunktionen) er det astronomiske øjeblik, hvor Månen befinder sig mellem Jorden og Solen. På dette tidspunkt er Månen usynlig. Først når Månen bevæger sig videre i sin bane og en lille del af dens belyste overflade vender mod Jorden, kan hilal potentielt observeres – typisk 15-24 timer efter konjunktionen.

Det er vigtigt at skelne mellem selve nymånens fødsel (et præcist astronomisk øjeblik) og hilals synlighed (som afhænger af lokation, atmosfæriske forhold og månens vinkel over horisonten). Denne forskel er kernen i mange af de uenigheder, der opstår.

Den islamiske praksis med måneobservation har rod i både Koranen og Profetens (fred være med ham) traditioner.

Denne hadith er det centrale grundlag, som alle retsskoler tager udgangspunkt i. Uenigheden opstår i fortolkningen: Betyder «ser» (صوموا لرؤيته) at man fysisk skal se månen med øjet? Eller betyder det blot at «konstatere» – altså at få vished om, at den nye måned er begyndt, uanset metode? [3]

Der er grundlæggende tre tilgange til at afgøre, hvornår en ny islamisk måned begynder:

Ru'yah (رؤية, «at se») er den ældste og mest udbredte metode. Efter solnedgang på den 29. dag i en måned kigger observatører mod den vestlige horisont for at finde den tynde måneseg. Hvis hilal observeres, begynder den nye måned næste dag. Hvis den ikke observeres, fuldføres den nuværende måned med 30 dage. [2]

Fordelen ved ru'yah er, at den følger Profetens praksis bogstaveligt. Ulempen er, at den er sårbar over for vejrforhold – overskyet vejr kan gøre observation umulig, og i nordlige lande som Danmark kan lang tusmørketid gøre det vanskeligt at skelne månesegen.

Astronomisk beregning bruger matematiske modeller til at bestemme præcist, hvornår nymånen fødes (konjunktionen) og hvornår hilal teoretisk er synlig fra et givent sted. Moderne astronomi kan forudsige disse øjeblikke med en præcision på under ét sekund.

Der findes flere kriterier for, hvornår månesegen anses for «synlig» i beregningsmodeller:

Tilhængere af beregning argumenterer for, at astronomi er en eksakt videnskab, der eliminerer menneskelige fejl og vejrafhængighed. Kritikere hævder, at beregning erstatter en gudgiven praksis med menneskelige systemer, og at Profetens ord specifikt nævner «at se» månen. [2]

Mange moderne organisationer bruger en kombination: astronomisk beregning anvendes til at udelukke falske observationer (hvis astronomien siger, at månen umuligt kan ses, afvises vidneudsagn), mens den endelige bekræftelse stadig kræver fysisk observation.

Denne tilgang imødekommer både traditionalister og modernister. European Council for Fatwa and Research (ECFR) og flere nordeuropæiske islamiske råd anvender denne hybridmetode. [13]

Selv inden for sunni-islam er der markante forskelle mellem de fire store retsskoler (madhahib) når det gælder måneobservation. Uenigheden handler primært om to spørgsmål: hvor mange vidner kræves, og gælder en observation lokalt eller globalt?

Hanafi-skolen skelner mellem klart og overskyet vejr: [7]

• Klart vejr: Der kræves et stort antal vidner (jamm ghafir) for at bekræfte observationen, da månen burde være synlig for mange, hvis himlen er klar.
• Overskyet vejr: Én pålidelig muslims vidneudsagn er tilstrækkeligt, da det er forståeligt, at kun få har set den.

Vedrørende rækkevidde mener de fleste hanafi-lærde, at en bekræftet observation ét sted er bindende for alle muslimer, uanset afstand – såkaldt ittihad al-matali' (enhed i horisont). Det betyder, at hvis månen ses i Marokko, bør muslimer i Indonesien også begynde den nye måned. [7]

Maliki-skolen kræver mindst to pålidelige vidner for at bekræfte måneobservationen, uanset vejrforhold. Vidnerne skal være voksne, fornuftige muslimer med godt ry ('adl). [8]

Vedrørende geografisk rækkevidde anerkender maliki-lærde, at en observation i én region bør følges af nærliggende regioner. De er dog mere nuancerede end hanafi-skolen – meget fjerne lande behøver ikke nødvendigvis følge en observation foretaget på den anden side af kloden. [8]

Shafi'i-skolen accepterer én pålidelig vidnes udsagn for at bekræfte Ramadans begyndelse – selv i klart vejr. Imam al-Shafi'i baserede dette på hadithen om Ibn Umar, der rapporterede sin observation til Profeten, som derefter beordrede faste. [9] [10]

Til gengæld er shafi'i-skolen den mest restriktive når det gælder geografisk rækkevidde. Den følger princippet ikhtilaf al-matali' (forskel i horisonter): Hvert område bør følge sin egen lokale observation. Begrundelsen er, at månens synlighed varierer med breddegraden, så en observation i Mellemøsten er ikke nødvendigvis relevant for Skandinavien. [10]

Hanbali-skolen kræver én pålidelig vidne for Ramadans begyndelse, men to vidner for at bekræfte Eid (månedens afslutning). Denne asymmetri skyldes forsigtighedsprincippet: det er bedre at faste én dag for meget end én dag for lidt. [11]

Ligesom hanafi-skolen mener de fleste hanbali-lærde, at én bekræftet observation gælder globalt for alle muslimer. Imam Ahmad ibn Hanbal udtalte, at hvis en pålidelig persons vidneudsagn accepteres af en dommer, er det bindende for alle. [11]

Shia-islam – primært Ja'fari-retsskolen (Twelver Shia) – har en særskilt tilgang til måneobservation, der ofte fører til, at shia-muslimer begynder Ramadan 1-2 dage efter sunni-muslimer.

Hvorfor er shia ofte 1-2 dage 'bagud'? De strengere vidnekrav (altid to vidner + blotte øje) gør det sværere at bekræfte en observation. Derudover følger mange shia-muslimer Ayatollah Sistani eller Ayatollah Khamenei, som begge stiller høje krav til bekræftelse. Saudi-Arabiens erklæring, som mange sunni-lande følger, accepteres typisk ikke af shia-lærde. [14]

Interne shia-forskelle: Selv blandt shia-muslimer kan datoer variere. Tilhængere af Ayatollah Sistani (Irak) kan have én dato, mens tilhængere af Ayatollah Khamenei (Iran) har en anden. Ismaili-shia følger igen et helt tredje system baseret på beregning.

Et af de mest debatterede spørgsmål i islamisk jura er, om en måneobservation ét sted på kloden gælder for alle muslimer globalt. Dette spørgsmål har to klassiske positioner:

I praksis er det de færreste lande, der følger ren global observation. De fleste følger enten lokal observation, regional observation (fx «nærmeste muslimske land») eller deres regerings officielle erklæring.

I moderne tid har forskellige lande og organisationer udviklet deres egne systemer:

Når alle disse faktorer lægges sammen, er det klart, hvorfor Ramadans startdato kan variere med op til 2-3 dage på tværs af det muslimske samfund:

Skandinavien har særlige udfordringer når det gælder måneobservation:

• Nordlig breddegrad: Danmark (55-57°N), Sverige og Norge (op til 71°N) har lange tusmørkeperioder, der gør det svært at se den tynde måneseg.
• Vejrforhold: Hyppig skydækning, især om vinteren, gør fysisk observation upålidelig.
• Lyse sommernætter: I juni og juli er der næsten ingen mørke, hvilket gør observation praktisk umulig i det nordlige Skandinavien.
• Ingen central myndighed: Der er ingen officiel islamisk myndighed i de nordiske lande, så moskéer og organisationer vælger selv, hvilken metode og autoritet de følger.

I praksis følger de fleste skandinaviske moskéer enten:

• Saudi-Arabiens erklæring (især arabiske og sydøstasiatiske moskéer)
• Tyrkiets Diyanet-beregning (tyrkiske moskéer) [15]
• ECFR's anbefalinger (visse europæisk-orienterede organisationer) [13]
• Deres hjemlands erklæring (somaliske, pakistanske, marokkanske etc.)
• En lokal shia-marja's erklæring (shia-moskéer) [14]

Resultatet er, at man i danske byer som København og Århus kan opleve, at forskellige moskéer begynder Ramadan på forskellige dage – hvilket kan være forvirrende, men reflekterer den rige tradition af legitim juridisk uenighed i islam.

Måneobservation (hilal) er et centralt emne i islamisk praksis, der direkte påvirker, hvornår milliarder af muslimer begynder og afslutter Ramadan, samt fejrer de to store højtider Eid al-Fitr og Eid al-Adha. Forskellene mellem sunni og shia, og selv mellem de fire sunni-retsskoler, skyldes ikke uvidenhed eller splittelse, men en rig tradition af juridisk fortolkning (ijtihad) inden for islamisk lov.

For muslimer i Danmark og Skandinavien er udfordringen ekstra stor, da de nordlige breddegrader, hyppig skydækning og manglen på en central islamisk myndighed gør det praktisk umuligt at foretage pålidelig lokal måneobservation. Det vigtigste er at følge sin lokale moské eller sin lærde autoritet – uenighed om datoen er en del af islamisk tradition og ikke en årsag til splid.

Praay.org bruger astronomiske beregninger baseret på Umm al-Qura-kalenderen til at angive Ramadans forventede datoer. Disse datoer er vejledende og kan afvige med 1-2 dage fra den endelige erklæring i dit lokalsamfund. Se altid din moskés officielle meddelelse for den endelige dato.