Salaf (De fromme forfædre)
De første tre generationer af muslimer: sahabah, tabi'in og tabi' al-tabi'in.
Salaf (de fromme forfædre, al-salaf al-salih) refererer til de første tre generationer af muslimer: sahabah (Profetens følgesvende), tabi'in (efterfølgerne) og tabi' al-tabi'in (efterfølgernes efterfølgere). Disse generationer anses for at have haft den mest autentiske forståelse af islam.
Profeten Muhammad (fred være med ham) sagde: "De bedste mennesker er min generation, derefter dem der følger dem, derefter dem der følger dem" (Sahih al-Bukhari). I sunni-islam er der bred enighed om, at salaf's forståelse og praksis er en vigtig reference for korrekt islamisk praksis.
I bønnespørgsmål er salaf's praksis særligt relevant, fordi de var tættest på Profetens originale undervisning. Når der er uenighed om en bønnehandling, vender alle retsskoler sig til salaf's overleverede praksis som fortolkningsnøgle. Imam Malik baserede hele sin retsskole på praksis i Medina (Amal Ahl al-Madinah), som han mente repræsenterede en levende overlevering fra salaf.
Relaterede ord
Laylat al-Qadr (Skæbnenatten)
Den mest hellige nat i islam, hvor Koranen blev åbenbaret.
Wilayah (Guddommelig autoritet)
Konceptet om guddommelig autoritet og lederskab i shia-islam.
Raf' al-Yadayn (Løftning af hænderne)
Praksissen med at løfte hænderne til skuldrene eller ørerne ved bestemte steder i bønnen.
Dhikr (Ihukommelse af Allah)
Ihukommelse og lovprisning af Allah gennem gentagelse af hellige fraser.
Tawakkul (Tillid til Allah)
Total tillid og hengivenhed til Allah i alle livets anliggender.
Jam' bayn al-Salatayn (Sammenlægning af bønner)
Shia-praksis med at bede Dhuhr og Asr samt Maghrib og Isha sammen.