Iman (Tro)
Troen på Allahs enhed, Hans engle, bøger, sendebud, Dommedag og den guddommelige forudbestemmelse.
Iman (tro) er det indre grundlag for al islamisk tilbedelse, herunder bønnen. I sunni-islam defineres iman traditionelt som at tro med hjertet, bekende med tungen og handle med lemmerne. Profeten (fred være med ham) definerede iman i den berømte Jibril-hadith: "At du tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den Yderste Dag og den guddommelige forudbestemmelse — dens gode og dens onde" (Sahih Muslim).
Imam Abu Hanifah forfattede "al-Fiqh al-Akbar" (Den Største Forståelse), et af de tidligste sunni-teologiske værker, der systematisk definerer imans artikler. Iman er tæt forbundet med bøn — Koranen kalder bønnen for "iman": "Allah vil ikke lade jeres iman (dvs. bønner) gå tabt" (2:143).
De sunni-lærde diskuterer, om iman øges og mindskes. Flertallet, inklusiv Imam al-Shafi'i og Imam Ahmad, mener at iman stiger med lydighed og falder med synd, mens Hanafi-skolen traditionelt anser imans kerne for uforanderlig. Alle er dog enige om, at bønnen er den vigtigste manifestation af iman efter trosbekendelsen.
Relaterede ord
Kaaba (Allahs hellige hus)
Den helligste bygning i islam, i Mekka, som alle muslimer vender sig mod i bøn.
Istighfar (Syndsforladelse)
At bede Allah om tilgivelse for sine synder og fejltrin.
Shafa'ah (Forbøn)
Profetens og imamernes forbøn hos Allah for de troende på Dommedagen.
Dhikr (Ihukommelse af Allah)
Ihukommelse og lovprisning af Allah gennem gentagelse af hellige fraser.
Du'a Kumayl (Kumayls bøn)
En af de mest berømte shia-bønner, lært af Imam Ali til Kumayl ibn Ziyad.
Salat al-Ghufaylah (Bøn mellem Maghrib og Isha)
En særlig anbefalet bøn, der bedes mellem Maghrib og Isha i shia-islam.