Minaret (Bønnetårn)

Minaret (arabisk: مئذنة, mi'dhanah) er det karakteristiske tårn, der er en del af moskéens arkitektur, og hvorfra muezzinen traditionelt kalder til bøn (adhan). Ordet "mi'dhanah" er afledt af "adhan" (bønnekald), og minaret'en er bogstaveligt "stedet for adhan".

De tidligste moskéer i islam havde ikke minareter. Bilal ibn Rabah, den første muezzin, kaldte til bøn fra taget af et hus nær Profetens moské i Medina. De første egentlige minareter blev bygget under det omajjadiske kalifat i det 7.-8. århundrede. Siden da er minareten blevet et af de mest genkendelige symboler på islamisk arkitektur.

Minareter varierer enormt i stil afhængigt af region og tradition: ottomanske minareter er tynde og spidse (som i Istanbul), fatimidiske og mamlukiske minareter er kraftigere og mere dekorative (som i Kairo), persiske minareter er ofte dobbelte og rigt udsmykkede (som i Isfahan og Mashhad), og moderne minareter kan være minimalistiske og funktionelle.

I shia-moskéer og helligdomme spiller minareter en fremtrædende rolle. Imam Ali-helligdommen i Najaf, Imam Husayn-helligdommen i Karbala og Imam Reza-helligdommen i Mashhad har alle karakteristiske gyldne minareter, der er synlige på lang afstand. For shia-muslimer er synet af disse minareter forbundet med dyb hengivenhed og spirituel længsel. I Danmark har de fleste moskéer beskedne minareter eller symbolske tårnstrukturer, der markerer bygningen som et bedehus.